Afslapning

Vi er alle sammen på jagt efter det gode liv. Hvis du tænker over det, så er det faktisk den ene ting, vi nok alle har tilfælles, uanset køn, alder, baggrund eller opvækst. Det er den overordnede motivation bag alt hvad vi gør, alle valg vi har truffet, og alt hvad vi arbejder os hen imod. Vi kæmper os igennem en lang uddannelse, fordi vi regner med at den vil hjælpe os med at opnå det gode liv. Vi giver den gas på arbejdet, fordi vi tænker at en lønforhøjelse er det der skal til, for at vi opnår det gode liv. Det er en konstant jagt på forbedring af vores situation, og det er kun naturligt: det er det, vi er bygget til. Der er heller ikke noget i vejen med det som sådan, så længe vi er klar over hvad vores mål er, og at vi aldrig kan opnå det ”perfekte” liv. Det kan blive bedre og bedre, men vi når aldrig i mål: det er en evig kamp om forbedring. Hvis vi kan nyde kampen, kan vi nyde livet: kan vi ikke det, så vil jagten på det gode liv ironisk nok afholde os fra at nyde det.

Det var i bund og grund den opdagelse jeg gjorde mig, da jeg for godt tre år siden var ved at gå ned med stress. Jeg arbejdede med at køre varebiler, hvilket jeg havde elsket i mange år, men jeg begyndte at spørge mig selv om hvorfor jeg dog kørte mig selv i sænk på den måde. Hvorfor stod jeg overhovedet op om morgenen, og hvad var idéen i at tage på arbejde? Ingen af delene gjorde mig mere lykkelig, end bare at blive liggende i sengen og se TV serier på Netflix. Jeg var selvfølgeligt klar over, at sidstnævnte ikke ville være holdbart: men det var heller ikke holdbart at slide mig selv ihjel uden at føle det gav mening.

Det krævede en lang snak med en god ven, der går meget op i yoga og meditation. Jeg havde fortalt hende, at jeg ikke havde overskud eller energi til at give mig i kast med den slags. Men hun fortalte mig ganske enkelt, at det ikke krævede overskud eller energi at slappe af, og at det var det, jeg havde brug for. Jeg kiggede undrende på hende: havde jeg ikke lige fortalt hende, at jeg brugte flere timer om dagen på at slappe af foran fjernsynet?

Men det var ikke rigtig afslapning, fortalte hun mig. Det jeg havde behov for var brutal afslapning. Afslapning i så ekstrem en grad, at min hjerne ville skrige efter distraktioner, og prøve at kæmpe imod. Hvis jeg ikke oplevede at kede mig på noget tidspunkt, så slappede jeg reelt ikke af: fjernsyn var en distraktion, og det gav ikke hjernen mulighed for at koble helt af.