Min familie har altid været store tilhængere af at spille brætspil, når vi mødes. Jeg har aldrig været specielt passioneret omkring det, men det var ligesom bare hvad vi lavede når familien samledes, så jeg deltog selvfølgeligt. Det var dog noget, jeg langsomt begynde at hade.
I starten var det bare ikke rigtigt noget, der sagde mig noget. Men som tiden gik begyndte jeg at tabe oftere og oftere. På et tidspunkt kunne hverken jeg, eller nogle af de andre i familien, huske en eneste gang jeg havde vundet i hverken Matador eller Klodsmajor. Det er to ret forskellige spil, så det er ekstra frustrerende altid at tabe i begge dele.
Det fik mig til ikke bare at trække på skuldrene over brætspil, men over direkte at hade dem. Jeg var selvfølgeligt stadig social, og ville gerne bruge tid med min familie, så jeg deltog stadig. Men jeg hadede hvert et sekund af det. Jeg vidste på forhånd at jeg ville tabe, så hvorfor overhovedet prøve?
Men ser du, efter et stykke tid gik det op for mig, at jeg havde gang i en selvopfyldende profeti. Jeg regnede med at tage, og lagde derfor ikke rigtigt kræfterne i. Det betød at jeg selvfølgeligt tabte. Det ville bekræfte min antagelse om at jeg altid tabte, og derfor blev profetien stærkere spil efter spil. Hvordan kunne jeg nogensinde vinde, hvis det ikke engang var en mulighed i mit eget hoved?
Det var faktisk en energikonsulent der gjorde mig opmærksom på det. Da jeg skulle have tjekket min bolig, havde jeg en energikonsulent ude, som godt kunne lide at snakke om sit arbejde. Jeg kan finde de fleste emner interessante, hvis bare den der taler, er passioneret omkring hvad han snakker om. Og det må man sige, at han var! En af de ting der virkelig fangede mig var, hvordan han havde kolleger der altid fandt noget at påpege, og nogle der aldrig fandt noget når de tjekkede en bolig. Han sagde at han havde opdaget, at begge disse grupper af mennesker var kommet ind i en slags mønster, og at det mønster nu var blevet deres virkelighed.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg lavede sammenhængen imellem hans fortælling, og mine egne udfordringer med brætspil, men det slog mig pludseligt en dag. Så jeg besluttede mig for at bryde mønsteret. Jeg fandt brætspillene frem fra loftet, og begyndte at øve mig. Jeg tog noter og begyndte at tænke strategisk. Mit mål var klart: til næste familiearrangement ville jeg vinde hvert eneste spil. Det burde være nok til at bryde mønsteret, og måske endda sætte gang i et nyt og sjovere mønster! Det virkede langt over forventning, og jeg giver alle de andre baghjul i dag!
