Hvis du havde spurgt mig for 5 år siden, om jeg troede jeg nogensinde ville få en depression, så ville jeg have grinet af dig og sagt, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg følte jeg havde styr på det hele, og at mit liv gik nøjagtigt som det skulle. Jeg havde en stærk uddannelse i ryggen, og var lige begyndt på min karriere. Jeg havde fået mig et job hos den virksomhed jeg så det absolut største potentiale i, og både kolleger og chefer lod til at have et rigtigt godt indtryk af mig. Det føltes virkeligt som om jeg var blevet sat på livets motorvej og bare drønede der ud af, i den helt rigtige retning.
Men det viser sig, at det lige præcis er når tingene går så stærkt, at det kan gøre rigtigt ondt at ramme en væg. Mine tanker lå sjældent i nuet, og jeg reflekterede stort set aldrig over fortiden. Jeg tænkte kun fremad, på de næste dage og måneder, og de mål jeg arbejdede mig hen imod. Jeg skulle have mig en bil fra Mercedes GLA Klasse, og lede min egen afdeling. Jeg lod ikke min samvittighed få tid til at tale, når jeg trådte på andre mennesker for at komme frem i min egen karriere. Det eneste jeg kunne se for mig, var mine egne mål, og intet skulle holde mig tilbage fra at nå dem. Sjovt nok var det denne stærke fokus, der endte med at stå i vejen for mig.
Pludseligt stod jeg nemlig stille. Jeg havde arbejdet mig op ad i virksomheden hurtigere, end nogen ansat før mig nogensinde havde gjort. Det var den samme strategi hver eneste gang. Jeg snakkede med chefen for afdelingen, blev deres gode ven og gav dem gaver der passede til deres personlighed. Så allierede jeg mig med de stærkeste og mest erfarne i afdelingen, og sikrede mig deres hjælp på alle projekter. Til alle præsentationer sørgede jeg så for at sætte mig selv i front, og primært fremhæve hvad jeg havde bidraget med. Det førte til den ene forfremmelse efter den anden. Jeg følte jeg havde det perfekte system.
Det viste sig dog, at folk ikke kan lide at blive udnyttet på den måde. Og jeg gjorde intet for at skjule, at det var det jeg havde gjort. Så snart jeg var blevet forfremmet, skar jeg kontakten til de mennesker, der havde hjulpet mig før. De var ikke længere relevante: de havde spillet den rolle, jeg havde brug for. Men selv i en stor virksomhed, kommer den slags historier hurtigt rundt til alle. Derfor sad jeg pludseligt i en afdeling, hvor ingen havde lyst til at hjælpe mig, og chefen ikke faldt for min charme. Jeg blev voldsomt deprimeret.
Det krævede nogle lange samtaler med en psykolog, at gennemskue at mit syn på verden var meget kynisk, og noget jeg havde fået fra min far. Jeg måtte rode bod på det, og prøve at gøre tingene godt igen. Jeg var nødt til at glemme mig selv i processen: mine undskyldninger var nødt til at være reelle, og ikke endnu et værktøj til at komme fremad.
