Hvis du havde spurgt mig for 5 år siden. Om jeg troede jeg nogensinde ville få en depression Så ville jeg have grinet af dig og sagt At det aldrig ville komme til, at ske. Jeg følte jeg havde styr på det hele. Og, at mit liv gik nøjagtigt som det skulle. Jeg havde en stærk uddannelse i ryggen. Og var begyndt på min karriere. Jeg havde fået mig et job hos den virksomhed jeg, så det absolut største potentiale i. Og både kolleger og chefer lod til, at have et rigtigt godt indtryk af mig. Det føltes virkeligt som om jeg var blevet sat på livets motorvej og drønede der ud af. I den helt rigtige retning.
Men det viser sig At det præcis er når tingene går, så stærkt At det kan gøre rigtigt ondt, at ramme en væg. Mine tanker lå sjældent i nuet. Og jeg reflekterede stort set aldrig over fortiden. Jeg tænkte kun fremad. På de næste dage og måneder. Og de mål jeg arbejdede mig hen imod; Jeg skulle have mig en bil fra Mercedes GLA Klasse. Og lede min egen afdeling. Jeg lod ikke min samvittighed få tid til, at tale. Når jeg trådte på andre mennesker for, at komme frem i min egen karriere. Det eneste jeg kunne se for mig. Var mine egne mål. Og intet skulle holde mig tilbage fra, at nå dem. Sjovt var det denne stærke fokus. Der endte med, at stå i vejen for mig.
Pludseligt stod jeg nemlig stille. Jeg havde arbejdet mig op ad i virksomheden hurtigere. End nogen ansat før mig nogensinde havde gjort. Det var den samme strategi hver eneste gang. Jeg snakkede med chefen for afdelingen. Blev deres gode ven og gav dem gaver der passede til deres personlighed Så allierede jeg mig med de stærkeste og mest erfarne i afdelingen. Og sikrede mig deres hjælp på alle projekter. Til alle præsentationer sørgede jeg, så for, at sætte mig selv i front. Og primært fremhæve hvad jeg havde bidraget med. Det førte til den ene forfremmelse efter den anden; Jeg følte jeg havde det perfekte system.
Det viste sig men At folk ikke kan lide, at blive udnyttet på den måde. Og jeg gjorde intet for, at skjule At det var det jeg havde gjort Så snart jeg var blevet forfremmet. Skar jeg kontakten til de mennesker. Der havde hjulpet mig før. De var ikke længere relevante. De havde spillet den rolle. Jeg havde brug for Men selv i en stor virksomhed. Kommer den slags historier hurtigt rundt til alle. Derfor sad jeg pludseligt i en afdeling. Hvor ingen havde lyst til, at hjælpe mig. Og chefen ikke faldt for min charme. Jeg blev voldsomt deprimeret.
Det krævede nogle lange samtaler med en psykolog At gennemskue, at mit syn på verden var meget kynisk. Og noget jeg havde fået fra min far; Jeg måtte rode bod på det. Og prøve, at gøre tingene godt igen. Jeg var nødt til, at glemme mig selv i processen. Mine undskyldninger var nødt til, at være reelle. Og ikke endnu et værktøj til, at komme fremad.
