Tidsfordriv er noget vi mennesker har haft brug for, siden tidernes morgen. Når alle dagens opgaver er klarede, og der ikke er noget der kræver vores opmærksomhed, så er der et tomrum. Det er i dette øjeblik, at vi helt selv er frie til, at vælge hvad vi vil bruge vores tid på. Nogle ting er selvfølgeligt mere fornuftige at bruge tid på end andre. Det er eksempelvis mere fornuftigt at klare opvasken, end det er at se fjernsyn hele dagen. Det er også bedre at lave sine lektier, eller færdiggøre et personligt projekt, end det er at læse alle Harry Potter bøgerne. Men det er ikke altid de fornuftige ting der trækker. Vi kan ikke være produktive hele tiden: det er vigtigt, at vi giver os selv lov til, at slappe af. Vi mennesker har brug for at lave ting, der er afslappende og sjove i sig selv. Noget der lader os koble af nu, uden at vi keder os. Det er ofte disse aktiviteter, vi kalder for tidsfordriv. De får tiden til at gå på en sjov eller rart måde.
Der findes mange forskellige former for tidsfordriv. I løbet af de seneste år er det dog som om, at de alle sammen er blevet erstattet af vores mobiltelefoner. Det er nærmest en refleks for os, at hive mobiltelefonen op af lommen, når vi ikke har noget at lave. Vi når knap nok at kede os, før vi sidder med næsen begravet i Facebook eller Instagram.
Det er ikke overraskende, at mobiltelefonen er blevet populær til tidsfordriv. Den er en portal til uendeligt meget underholdning, i alle farver og former. Der er ikke grænser for, hvad man kan finde på internettet. Det er dog også en farlig ting. Man kan nemlig meget hurtigt blive afhængig af denne endeløse strøm af ligegyldig underholdning. Kender du følelsen af, at kigge op fra din telefon, og opdage, at der er gået to timer? Tidsfordriv handler selvfølgeligt om, at få tiden til at gå. Men hvor forsvandt de to timer hen? Husker du overhovedet, hvad du foretog dig på telefonen?
Når vi bruger mobiltelefonen til tidsfordriv, så føles det ofte godt i øjeblikket. Vi jagter hele tiden det næste sjove foto, eller den næste inspirerende video. Men vi husker sjældent særligt meget af det bagefter. Det gav os ikke rigtigt noget. Vi blev ikke udfordret, vi voksede ikke som mennesker, og vi føler os bare tomme indeni.
Hvis du også har det sådan, så vil jeg anbefale, at du finder noget tidsfordriv der er sundere end mobiltelefonen. Køb en sudoku bog, et musikinstrument eller et tegnehæfte. Sørg for, at disse former for tidsfordriv er ligeså tilgængelige, som din mobiltelefon er. Næste gang du opdager, at din hånd er på vej ned i lommen efter din telefon, så stop op. Hvad er grunden til, at du skal til at finde din telefon frem? Hvis du ikke har en grund, eller grunden er tidsfordriv, så lad telefonen blive i lommen. Løs i stedet en sudoku, eller øv dig i at tegne. Det er også tidsfordriv, men det er langt mere givende.